fredag den 21. januar 2011

Velkommen til et nyt univers :-)

Så kom mor på blog! Spændende hvad dette nye forum (for mig i hvert fald) har af muligheder. Glæder mig til at følge med i oplevelser, billeder, tanker, forslag, diskussioner mm. Så bare igang F 11... Nogle tanker må der da flyve igennem hovedet på jer :-) Eller gode ideer? Jeg kan da starte med at fortælle, at i bare er kommet SÅ godt fra start og i tegner til at blive et super-godt hold: masser af kreativitet, positivitet og initiativer. Det er de bedste grundingredienser man kan ønske sig af et elevhold. Vi har store forventninger til jer F 11 :-) Så klø bare på...

tirsdag den 18. januar 2011

The højskole state of mind

Hvorfor bruge den dyrebare, korte ungdomstid og surt tjente penge på at sidde i rundkreds og bytte uldne sokker, lege og te sig tosset, ryge pibe og flette skæg? Højskole…….. Ingen eksamen, intet adgangsgivende bevis, ingen dokumenterede kompetencer, ingenting. Spild af tid?

Aldrig i livet.

På en højskole spiller forstand, forpligtelse og fornøjelse de altafgørende roller sammen i en fænomenal treenighed. Et højskoleophold er et frirum fra den hektiske hverdag med pres fra systemet om hurtigst muligt at gennemføre sin selvfølgelig velvalgte udannelse. Et halvt år i en osteklokke, hvor der er plads til vanvittige idéer og impulsive indslag, hvor din kreative hjerne bliver udfordret og dine talenter udfoldet. Hvor fællesskabet forpligter, men giver tifold igen, hvor omgivelserne inspirerer, og hvor du umuligt kan undgå at stifte bekendtskab med mennesker fra mange sociale lag og kulturer. Dine personligt dragne konklusioner om livet bliver udfordret i mødet med andre mennesker, som måske ikke er af samme opfattelse.

Jeg er jublende glad for at være i den fantastiske situation, at mine højskoleoplevelser er på vej til at blive fordoblet. Først E10 – nu F11. Jeg glæder mig til alt det, som venter os forude – uforglemmelige oplevelser med hinanden, nye udfordringer, sjove stunder og spirende venskaber.


Ida

f11blog

At være på højskole er fuldstændig ligesom at være ude på rejse. Vi knytter bånd med en masse nye mennesker, som hver i sær kommer fra forskellige baggrunde. Vi tvinges til at dele ud af os selv, og nyder samtidig godt af alt det, vi tilsvarende får tilbage. Vi forholder os til sandheder og skæbner. ’Lektion i livet 101’. Sammen bevæger vi os ned ad nye, uprøvede stier, og med lidt held befinder vi os pludselig på steder, vi aldrig havde forestillet os, vi skulle finde os selv.
Det handler i virkeligheden om den attitude vi stirrer livet i øjnene med. –En attitude, som fortæller, at vi er klar til at bevæge os ud, hvor vi risikerer at blive overrasket og fare vild. Her på dette magiske sted får vi en masse indtryk, fjernt fra dem vi ellers var stødt på i hver vores hverdag. –Det er vigtigt. Det er derfor vi er her. I Rødding. Midt i Verden. I midten af universet.

Vi lærer at tænke alene og i fællesskab og vores opfattelse af, hvad livet er, udfordres og udvikles. Sammen bliver vi til én og vi vokser sammen. Op, og ind.
Jeg glæder mig til rigtigt mange ting, f11. Til hyggelige samtaler på græsset i forårssolen, til sammen at få udvidet horisonten på studieture, til at blive fuld og feste i baren og til at vi kender hinanden så godt, at vi ved blot et flygtigt blik, ved præcis hvad vi tænker og føler … …

However, like all good things this too must come to an end.

Når det hele er slut og organismen vi er blevet til, brutalt bliver hakket i stykker og stumper, som forsvinder ud af gårdspladsen i hver sin bil, så er det rart og trygt at have noget at se tilbage på. Så husker vi. Billeder, videoer, historier, minder. Og en blog. Vores blog. Beviset på at vi var her.

Lad dette markere starten på en fantastisk rejse og en eventyrlig blog.


/Krabbe