I skriveværksted fik vi i dag en opgave, at skrive om en person der opførte sig særdeles "upassende", men som man alligevel beundrede. På et eller andet plan. Min første indskydelse var selvfølgelig at skrive om Rasmus HBN. Så det gjorde jeg. Here it goes...
Tilpas upassende
At være upassende er et tilvalg. Ikke
Et fravalg. Måske nærmere, et udvalg, af upassende karakteristika.
Men Et tilvalg som Rasmus er meget opmærksom omkring.
Et valg han vælger, hver dag han står op. Skal jeg være
tilpas passende eller utilpas og upassende?
Og heldigvis vælger Rasmus hver morgen at sætte en upassende dagsorden.
Han sætter en ære i at følge sine impulser, provokere og ruske op i os alle.
Få os til at anskue verden på en ny måde og ikke altid hænge fast i vores fasttømrede rutiner.
Som når nogen nævner de skal tisse. Så er Rasmus altid på pletten, med opfordringen: Så gør det dog, lige nu. Endnu har ingen benyttet sig af tilbuddet, men for hver gang han siger det
Virker det mere og mere legitimt.
Og tis er ikke en by i Rusland for Rasmus selv. Når han tisser på sine venner, med vilje eller ej, er han ikke pinlig over episoden. Han omtaler det hellere end gerne med et stort smil på læben.
Sjældent er han bange for at sætte sine egne fejl i rampelyset.
Havde Rasmus levet i 70’erne, var han uden tvivl blevet en succesfuld performancekunstner. Hans indignation over dagligdagens trivialitet ytres ofte og han er ikke bleg for at gøre/sige noget kontroversielt. For at imponere eller ruske op i os. Som når han spiser et farvekridt, og man spørger ham hvorfor? ”fordi jeg kan”. Eller hvorfor han spiser påskeliljerne? Fordi jeg synes de smager godt.
Og selvom disse ting måske ikke virker som om de er udtænkt af en velfungerende halvvoksen mand, men nærmere en utilpasset ung dreng med borderline-symptomer, synes jeg alligevel han gør det godt.
Han kunne sagtens opføre sig som alle os andre. Han kender godt de gængse sociale normer. Men han synes de er kedelige. Så derfor vælger han at tage tingene en gang for langt. For at underholde og imponere. Sig selv og os andre.
Så næste gang du rynker på næsen af Rasmus’ leg med hans og dine grænser, så tænk over hvad dit højskoleophold havde været uden ham.
Uden Rasmus ville ingen på F11 havde taget den røde meter, ingen havde klædt sig ud i en stramtsiddende lilla badedragt, ingen have arrangeret nøgenløb og ingen havde tisset på Lasse.