I fængslet med Rødding

I skrivende stund sidder jeg i en lille minibus på vej til Ringe Statsfængsel. Jeg er med Juraholdet

Jeg har lige lavet en film:

[sjov film starring Johan og Anne Lee. Blogspot fatter ikke noget.]

Vi skal i fængslet for at møde to indsatte, som har begået en eller anden hård forbrydelse. Jurajens vil ikke fortælle os hvad, for det skal vi selv finde ud af. Så det agter jeg personligt at gøre. Jeg håber lidt på en voldtägtsmann og en morder. Forhåbentligt en der angrer, og ikke en som ham her:

http://www.youtube.com/watch?v=QtFyLieSYTM

Vi er nu i Ringe, så det er kun et spørgsmål om meget kort tid, før vi skal ind og stå ansigt til ansigt med forhærdede forbrydere. Nu er vi der sgu.

L8er.

…

nu er vi ude. De to herrer… eller drenge, vi havde fået lov til at møde, hed Rasmus og Christian. Egentlig havde jeg tænkt mig ikke at omtale deres forbrydelse, for da de kom ind synes jeg egentlig at de lignede da nogle relativt fornuftige unge herrer. Men så begyndte de så også at omtale deres forbrydelser i detaljer, og så kunne det det ligesom være lige meget. Ligesom det nu kan være lige meget at fortsætte den joviale tone, jeg startede med i dette blogindlæg.

Vi kom ind i det de kaldte festsalen. Guderne må vide hvorfor, for det må da være nogle kedelige fester de holder. Vi blev fulgt derind af Kim, som vist nok var dem begges kontaktperson (rettelse fra Ida: det var kun Rasmus’ kontaktperson). Så stod de der. Vi satte nogen stole over i et hjørne, og instinktivt satte vi os mindst to meter fra dem. Altså sad de i hjørnet og vi sad kvart rundt om dem. Det blev ret zoo-agtigt.

Så begyndte Kim at snakke, og ærligt talt hørte jeg ikke særligt meget efter. Jeg sad og koncentrerede mig om at finde på nogen gode spørgsmål. Jeg præsenterer hermed Ida, som hørte mere efter Kim end jeg:

Kim fortalte først kort om sin karriere som fængselsbetjent, som startede i Vestre Fængsel. Her opridsede han de tilsyneladende store forskelle mellem Vestre Fængsel og Ringe Statsfængsel, hvor sidstnævnte efter hans opfattelse opererer efter en meget mere human tilgang til de indsatte. Dernæst fortalte han om Ringe Statsfængsels opbygning og hvilke afdelinger, der findes. Hertil kom en masse anekdoter om de forskellige typer indsatte og det altoverskyggende hierarki, der hersker i fængslet. Han gav også sin holdning til kende omkring fængsels- og rettergang-lovgivningen. Han fortalte om sin hverdag og den daglige omgang med de indsatte og svarede på spørgsmål fra publikum omkring narkopolitikken i fængslet, for til mange af vi tilhørendes forbløffelse er personalet fuldstændig klar over, at der smugles og sælges og tages stoffer i fængslet – sågar af og til også på den stoffri afdeling. Han fortalte en del anekdoter fra sit liv med de indsatte med flugtforsøg, overfald, konflikter m.m. Alt dette var i sig selv et spændende indblik i en verden, som ligger utrolig langt fra vores hverdag – men det skulle vise sig at blive langt mere interessant at høre Rasmus og Christians personlige beretninger…….

Og her får Johan igen ordet.

Og der sad de så. Rimelig stereotype begge to. Rasmus havde et naturligt rundt hoved med tæt klippet skæg. Christian var barberet og havde et længere ansigt end Rasmus. Ingen af de to havde et synderligt nysgerrigt blik. Det mistænker jeg enten deres hårde miljø eller blot fængslet for at have taget fra dem. Nok det første, før de overhovedet havde fået en chance på livet.

Rasmus var den mest åbne af de to. Jura-Jens havde på forhånd fortalt os, at disse mennesker bestemt ikke var medievante, og at man derfor ikke bare kunne regne med at de ville give os deres livshistorie, hvis vi ikke engang spurgte om dem. Men Rasmus virkede ganske afklaret i forhold til hvad han lavede i dag.

Rasmus havde egentlig aldrig haft det særligt godt. Han var droppet ud af folkeskolen i 4. (!) klasse og ”havde lavet lort lige siden”. yfdgft – Ida. Jeg var lige ved at falde i søvn her i bussen.

Det lort som Rasmus omtaler var bogstaveligt talt alt hvad en, utvivlsomt i Rasmus’ øjne, kedelig fyr som mig selv kan finde på. Ecstasy, kokain, hash og masser af vold og kriminalitet.

Johan er ved at falde i søvn, nu tager jeg, Ida, over. Da Rasmus Popenda berettede om sin barndom, stod det meget klart, at hele hans opvækst har været præget af ekstrem negativ social arv. Rasmus er enebarn, hans forældre (begge alkoholikere og en del af værtshusmiljøet i Aalborg) blev skilt, da Rasmus var ganske lille. Derefter fik begge forældre nye kærester, og især hans stedfar havde Rasmus store problemer med. Han fortalte, at han havde banket ham et utal af gange, hvor stedfaren var endt på hospitalet hele syv gange. Ifølge Rasmus ganske enkelt fordi, at stedfaren behandlede moren rigtig skidt og kaldte hende luder og var voldelig overfor hende, og det kunne Rasmus ikke acceptere. Han fungerede som morens beskytter. Moren, som i øvrigt er alvorligt syg på grund af nogle problemer med maven. Dette hjælpes selvfølgelig ikke godt på vej af alkoholmisbruget. Så meget overskud har der aldrig været i Rasmus’ hjem, der altid har været præget af vold og misbrug. Disse to blev ret hurtigt også en del af Rasmus’ liv udenfor hjemmets fire vægge, idet han efter eget udsagn opsøgte andre fyre med sociale problemer – bare 3-4 år ældre end ham selv. Dette resulterede i, at Rasmus som sagt droppede ud af folkeskolen allerede som 10-årig, hvor han allerede var begyndt at tage stoffer og lave lidt småkriminalitet. Herfra gik det kun ned ad bakke for Rasmus; han begyndte at sælge stoffer og begik sig i meget voldelige miljøer. Som 12-årig blev Rasmus efter et skænderi smidt ud hjemmefra. Han blev efter eget udsagn skubbet ud ad døren, fik en sportstaske med sit tøj smidt efter sig, hvorefter døren bag ham blev låst. Herefter boede han på gaden i en uges tid, hvorefter han flyttede ind på et børnehjem.

Den gribende fortælling om en forfærdelig skæbne og en endnu mere forfærdelig barndom satte sig i hele min krop. Jeg følte fysisk ubehag og blev meget rørt. Fik lyst til at hjælpe ham. Men følte samtidig en total afmagt. For hvad skal man gøre ved denne her fyr – og de tusinder af andre i Danmark, der er født ind i samme forfærdelige miljø som ham? De har aldrig fået en værdig chance for et ordentligt liv. Deres skæbneterninger er allerede kastet, når de fødes ind i en sådan familie. Eller hvad?

Rasmus’ fortælling var på én måde sørgelig, men for mig også livsbekræftende. For Rasmus er et eksempel på en dreng, der ved, at han har været ude i noget lort, men gerne vil videre nu. Han opfører sig godt i fængslet, har knyttet et tæt bånd – man fristes til at sige venskab – med fængselsbetjenten Kim. Når de til eller om hinanden lyser det langt væk af gensidig respekt. Kim er en beundringsværdig mand. Han er i stand til at se bort fra den forfærdelige gerning, som Rasmus har begået, men tager kun stilling til mennesket inde bagved og arbejder med det. Hvis jeg havde en hat, så ville jeg tage den af for Kim. Han er for sej, og verden har brug for flere af hans slags. Jeg tror på, at han har været et vigtigt led i den positive udvikling, som Rasmus uden tvivl har gennemgået og stadig gennemgår. Derfor er det livsbekræftende – det giver mig en følelse af og et håb om, at ingen nogensinde er helt udenfor pædagogisk rækkevide. Kærlighed, venskab og tillid er et sprog, som alle kan forstå – uanset baggrund og historie.

Christian havde ikke så meget andet at sige om sin barndom end at han ”har haft en normal og tryg barndom, han kunne bare godt lide at slås og opsøgte selv folk med samme interesse”. Det virker som en letkøbt forklaring – der må naturligvis ligge noget bagved. Efter min personlige overbevisning udvikler en normal og velfungerende knægt ikke ”bare lige” en interesse for at slås. Jeg ville ønske, at han havde fortalt mere og prøvet at placere ”skylden” et andet sted end hos sig selv – for der tror jeg bestemt ikke, den hører hjemme. Han virkede som en relativt skarp og reflekterende dreng, der bare har fået nogle dårlige værdier og negative påvirkninger et eller andet sted fra. Men det er ikke til at vide.

Sympati for en morder. Faktisk to mordere. Det var den følelse, jeg trådte ud af Ringe Statsfængsel med. For hvert minut de to fyre sidder længere inde i det fængsel, desto mere negativt påvirket bliver de. Og som de selv nærmest grinende sagde i total enighed, sidst jeg besøgte dem: ”Ja, der er i hvert fald ikke nogen, der kommer ud af fængslet og er mindre kriminelle, end da de kom ind”. Dén udtalelse gjorde stort indtryk på mig – og ikke mindst måden, de sagde det på: grinende, nærmest latterliggørende dem, som var af den opfattelse. Fængsel er ikke godt for nogen. Fyrene har ikke brug for straf; de er blevet straffet hele deres liv i form af konstante nederlag og dårlige forudsætninger og negative miljøer. De har brug for succesoplevelser, de har brug for rollemodeller, venskab, kærlighed, tillid, at blive respekteret, at få følelsen af, at de udretter noget hensigtsmæssigt med deres liv. Og fængslet giver alt det modsatte – heldigvis hiver Kim som person dog i den modsatte retning. Men fængslet som institution gør intet godt for noget individ. Intet.

Nu er vi i Rødding, og Johan er lige vågnet, så måske vil han lige runde af. Det var alt fra mig (Ida)…

Ja… jeg må nok indrømme at jeg ikke blev ligeså påvirket af deres historie, som da Kim kom tilbage og ville følge os ud, men lige ville høre om der var nogen af os der manglede en jakke. Det gjorde jeg, så ”der kunne vi bare se, hvor ærlige de var”. Jeg overvejer at sende min gamle Roskilderegnjakke ind til dem som en joke.

De blev sikkert også provokerede af min Ninja Turtles tee. Og at jeg kiggede dem i øjnene… jeg tør ikke tage til hverken Amager eller Aalborg for at studere nu.

7Johan og Ida

tak for hjælpen… burde hun måske sige til mig, for hold da kæft, hvor skriver hun meget. Jeg har jo næsten kun suppleret med sovs og kartofler.